DSFS forskningspulje

Dansk Selskab For Sårheling (herefter DSFS) ønsker at støtte forskningsprojekter med klinisk relevans for patienter med og behandlere af kroniske sår. Puljens størrelse fastlægges i januar, ansøgningsfristen er 1. marts og 1. september. Uddeling af forskningsmidlerne sker umiddelbart herefter. Modtagere af forskningspuljen præsenterer deres projekter til DSFS’ årsmøde samme år, som bevillingen er givet.

Årlig gennemgang og opdateringer

Modellen vil blive gennemgået årligt, efter bevillingsrunden er gennemført i forskningsudvalget, og eventuelle forslag til ændringer vil blive forelagt bestyrelsen.

 

Hvis illustrationen er vanskelig at læse, vend da telefonen på tværs, hvis ‘Roter skærm automatisk’ er slået til.

Bevillingspuljer

Størrelsen af puljen fastlægges ud fra DSFS’ overskud fra det foregående år. Puljen i 2025 var på 400.000 kr. Pulje for 2026 er ligeledes på 400.000 kr. Puljen uddeles over to omgange i marts og september hvert år. Kun medlemmer af DSFS kan søge puljen.

Primære fordelingsmodeller

Bevillingspuljen deles i to dele:

  • Pulje 1 (50%) støtter mindre lokale projekter og eksplorative projekter, inklusive implementeringsprojekter, kvalitative studier og lignende initiativer.
  • Pulje 2 (50%) støtter forskningsprojekter med tilknytning til universiteter eller etablerede forskningsmiljøer, inklusive ph.d.- og postdoc-projekter. Hvis midler i en af de to puljer ikke udnyttes fuldt ud, overføres de til relevante projekter i den anden pulje.

Projektformål

DSFS ønsker at støtte forskningsprojekter med klinisk relevans for både patienter med og behandlere af kroniske sår. Opslag angående årets uddeling af midler annonceres i bladet ”Sår”, hvor også bevillingspuljens størrelse bliver oplyst (se figur med årshjul).

Projekter bør:

  • Udvikle nye tiltag til optimering af forløb for patienter med kroniske sår og deres behandlere på tværs af faggrupper og sektorer
  • Styrke viden om epidemiologi, diagnostik og/eller behandling af kroniske sår

Ansøgningskrav

Alle ansøgninger skal være klinisk relevante med hovedfokus indenfor sår, amputationer eller nært beslægtede områder. Ansøger skal være nuværende medlem af DSFS og have været dette i minimum 6 mdr. ved ansøgningstidspunktet. Samme projekt/ansøger kan ikke modtage midler i to på hinanden følgende uddelingsrunder.

Det kræves at modtagere af bevillinger opfylder følgende:

  • Tilstedeværelse og præsentation ved årsmøde det år bevilling modtages

  • Afrapportering af brugte midler ved projektets afslutning

  • Hvis projektet ikke gennemføres, forventes midlerne tilbagebetalt til puljen

  • Medtager DSFS logo i præsentationer samt anerkender DSFS i eventuelle publikationer knyttet til projektet

  • Præsenterer resultater af projektet på DSFS´ årsmøde samt i bladet ”SÅR”.

Hvad ydes der støtte til?

Der kan ydes støtte til følgende:

  • Udvikling og forskning, hvilket inkluderer løn til
    forskningsassistenter, ph.d.-studerende og postdocs

  • Overførsel af viden mellem institutioner

  • Udvikling af ny praksis/dokumentation

  • Ekstern konsulentbistand

  • Vikardækning, fx til varetagelse af ansøgers vanlige opgaver

  • Udstyr, software og materialer

  • Transportudgifter

Der ydes ikke støtte til

Der ydes ikke støtte til udgifter efter projektafslutning. Der gives fx ikke støtte til vedligeholdelse af hjemmeside efter projektets afslutning eller drift efter endt projekt og lignende.

Bedømmelseskriterier

  • Bedømmelsen sker på baggrund af et standardiseret scoringssystem og omfatter følgende kriterier: Videnskabelig kvalitet

  • Relevans for eventuelt tema

  • Gennemførlighed

Midlerne fordeles efter vurdering af et bedømmelsesudvalg bestående af interne og eksterne bedømmere:

  • Tre repræsentanter for forskningsudvalget, heraf minimum en repræsentant fra henholdsvis bestyrelsen og fra uddannelsesudvalget.

  • Ekstern bedømmer(e) inviteret af forskningsudvalget under hensyntagen til et eventuelt tema for årets uddeling af midler.

  • Om muligt en patientbedømmer inviteret af forskningsudvalget under hensyntagen til et eventuelt tema for årets uddeling af midler.

Format af ansøgning

Ansøgningen skal fremsendes som ét samlet dokument i PDF-format indeholdende følgende punkter:

  • Projekttitel

  • Formålet med projektet (maks. 50 ord)

  • Lægmands resume (maks. 300 ord)

  • Projektbeskrivelse (maks. 1500 ord)

  • Angivelse af det ansøgte beløb, og hvordan dette beløb er tænkt anvendt

  • Stamdata på ansøger inklusive arbejdssted

  • Tidsplan for gennemførsel af projektet

  • Relevans for eventuelt tema i årets opslag

  • Angivelse af mindst ét og gerne flere succeskriterier for projektet

  • Beskrivelse af, hvad dit projekt både på kort og på langt sigt forventes at tilføje til den nuværende viden på området (maks. 500 tegn)

  • Redegørelse for projektets økonomi sammen med et vedhæftet budget for det samlede projekt.

  • Godkendelse fra nærmeste leder i organisationen, hvor projektet skal gennemføres.

  • Godkendelser fra relevante instanser med angivelse af specifikke ansøgnings-/godkendelses-ID eller plan for indhentelse af disse

  • Hovedansøgerens CV med angivelse af projekterfaring og evt. publikationsliste (antal publikationer og maks. 10 seneste)

  • Eventuelt seniorvejleders CV

  • Titel, navne, ansættelsessted og tilknytning på de enkelte deltagere i projektgruppe.

Ansøgningsformalia

Udfærdiget ansøgning, der overholder alle kriterier under ‘Format af ansøgning’, indsendes til post@saar.dk mærket ”Ansøgning til Dansk Selskab for Sårhelings Forskningspulje” med angivelse af, om ansøgning stiles imod pulje 1 eller 2

Ansøgningsfrist: Den 1.marts og den 1.september.
Svar på ansøgninger: Den 15.marts og den 15.september.
Der gives ikke feedback ved afslag.

 

Scroll to Top